Klubbens historie

Fremad blev officielt stiftet den 12. Juni 1897 på Stjernekroen beliggende på Jægergårdsvej, med navnet Aarhus Fodsportsforening "Fremad".
Stifterne var nogle idealistiske mænd (og måske kvinder), som trænede på en tilstødende græsmark til Skanderborg landevej, hvor der lå noget, der hed Magdalene-møllen. Omklædningen blev klaret i en grøftekant. Hvis nogle forbipasserende kiggede, var man ligeglad, men løberne søgte at blive bedre organiseret og få en atletikforening.

1898: Medaljer af hittepåsomhed

Den varmeste fortaler for at stifte Fremad Atletik var nok Martin Carstens. Det er i hvert fald ham, der nærmest får prædikatet som stifteren i senere skrifter. Carstens havde tilsyneladende rejst noget omkring og var ved et ophold i Fredericia blevet " en ivrig tilhænger" af de daværende eneste atletikgrene, nemlig gang og løb. Særlig de længere distancer, som f.eks. en dansk mil havde hans interesse. Carstens blev dog ikke længe i Århus og på formandsposten, idet han allerede i 1898 rejste fra byen for kort derefter at ende i Trondheim og - vel nok senere - som biografdirektør.
Selvom der ved den stiftende generalforsamling kun var mødt 11 op, kom der hurtigt gang i aktiviteterne. Blandt andet arrangeredes en række små løb og ihærdigheden var stor med at få fremstillet medaljer af forhåndenværende materialer og hittepåsomhed. Fra start af bestod klubdragten af hvide benklæder og hvid trikot med et blåt på hvidt skjold som brystmærke. Desuden benyttedes nogen tætsluttende, nærmest rundpuldede cykelkasketter med stor skygge og med selve pullen delt i felter med rødt og hvidt!!!

1905: Første 400 meter for kvinder

Hvis man er heldig og finder et gammelt idrætsblad, kan man måske finde et Fremad-resultat fra den tid, men ellers er det gået i glemmebogen. En begivenhed, der egentlig var gået i glemmebogen, foregik den 12.7 1905. På Aarhus Stadion løb Frk. Thomsen 400m på 1.24. Det bemærkelsesværdige ved dette resultat er, at det er det ældste kendte 400m løb for kvinder og at der skulle gå knap 50 år før en anden dansk klub gentog denne aktivitet. Kvinder kunne som bekendt ikke løbe. Den tilstedeværende journalist noterede noget i retning af, at "det så ikke så slemt ud, som man havde frygtet".
Men atletikken på et højere niveau var i gang. I de gamle papirer kan man notere at den første Fremad atlet, der blev bemærket, var en sprinter(Sofus Andersen), der var inde i billedet til OL 1912, men det blev ved det.

1913: Riisskov Løbet stiftet og stoppet af tyskerne

November 1913 meddelte lederne, at de, den 1. februar det følgende år, agtede at arrangere et kolonneløb i Riis Skov. Dette var det første Riis Skov løb, der i dag er Danmarks ældste løb. Det er blevet arrangeret hvert år siden, dog blev løbet stoppet af Tyskerne i 1944. Stadionhallen var sprunget i luften aftenen i forvejen og med mange tusinde tilskuere på stierne i Riis Skov forstår man måske hvorfor. Billeder fra løbets unge år viser løbere, der løber i en folkemængde, der er en tour værdigt.

1914: Maraton med mål foran Hotel Royal

Samme år (1914) gjorde Fremad måske sin største satsning. Man arrangerede et internationalt Maratonløb med start/mål foran Hotel Royal. 13 løbere deltog og med det i vor tid beskedne antal in mente, er beskrivelserne af gaderne som sorte af tilskuere, og hvor politiet havde svært ved at styre mængden, nærmest uvirkeligt. Vinder, i det års hurtigste tid, blev tyskeren Lüdicke, som ulykkeligvis kort efter faldt i krigen.
Som den primære løberklub Fremad er i dag huskes især et navn; Søren Nielsen(94-42). Han havde sin storhedstid omkring 1920, og udover utallige løbssejre satte han flere gange dansk rekord og blev dansk mester på distancerne 800-5.000m og snød tilmed de forvænte (og arrogante) københavnere ved at hjemføre 1.500m rekorden til Jylland.
Søren blev ufrivilligt også en del af det skandaleramte DM-crossløb i 1919 i Riis Skov. En lokal vejviser viste den førende løber (En københavner forstås) på første omgang forkert, hvorefter Søren vandt. Løbet blev dog siden annulleret og erstatningsløbet i København blev boykottet af de Jydske løbere. (De havde nok oplevet lignende i Staden).

1918: Vinder i Jydske Holdkamp

I 1918 vandt Fremad den jydske holdkamp. Den daværende formand (Købmand Michael Jensen) inviterede derpå sit hold til middag på Varna palæet.(Dette ville næppe ske i dag, selvom drengene nok skulle blive belønnet) Sejren blev gentaget i 1921 og igen i årene 1936, 37, 38, 39, 40, 41 og 43.
Medvirkende på den sidste stime var blandt andet Svend Aage Thomsen, der deltog i OL 1936 (og EM 38). Fra den periode huskes også Georg Gretlund og kasteren Frode Moesgaard. Gretlund var nok den tids største talent, men krigen og en Hipo-kugle, der knuste hoftebenet satte en brat stopper for det. Gretlund fortsatte dog med at dyrke atletik på et rimeligt niveau og blev endvidere en fremragende leder.

1950´erne: Fremad hopper længst

50´erne markerede Fremad sig med et par enkelte Danske mesterskaber i længdespring.
I 1959 var Fremad nr. 4 i 1. Division i den nystartede landsturnering, hvor man forblev indtil 1963 og har siden hen ikke været repræsenteret i den bedste række.
I 60´erne løb man ikke bare en tur med Fremaddrengene. For de løb altid stærkt! De 5 DM-sejre i stafetløbene på 4*400m og danske rekorder på 4*800m og 4*1.500m, understreger kun dette. 4*400 holdet løb faktisk så stærkt, at det løb hurtigere end landsholdet; at så kun 1 fra Fremads hold kom på landsholdet kan undre. Medvirkende til sejrene var selvfølgelig også løberesset Preben Glue. Preben deltog i EM 1966 og holder i dag klubrekorderne fra 800-5.000m.

1950-1960´erne: Hækkeløb og 1500 meter

Fremad var dog endnu ikke blevet den rene løberklub endnu. I 60`erne havde klubben i Claus Julius en hækkeløber og længdespringer af klasse og må til dags dato konstateres at være Fremads sidste store navn. Klubben har dog ikke ligget død siden hen. 70`erne var præget af mange talenter. Blandt dem Jørgen Holt, som blev nr. 5 i DM-finalen på 1500m i 1974 med tiden 3.48, og der var flere af den kaliber.

1980-1990´erne: Nedgang og opgangstider
I 80`erne gik det virkelig ned af bakke og disciplinerne faldt fra en efter en. I ´89 var der kun løbere tilbage, det var i hvert fald kun dem, der trænede. Aarhus Fremad havde stadig et landsturneringshold, men det stoppede i 1994. Siden da er det kun gået fremad for klubben.

1994-frem: Kvinderne markerer sig. Sejre i Danisco Cuppen

I efteråret 2002 lykkedes det at stable en rigtig kvindeafdeling på benene. Bent P Jacobsen var ildsjælen som samlede kvinderne, heppede og råbte dem frem. De seneste år har kvindeafdelingen været den største løbeklub for kvinder mellem 20 og 40 år i Århus, og kvinderne er begyndt at markere sig ved mange løb. Blandt andet har kvinderne vundet Danisco Cuppen for hold. 2009 gjorde herrer afdelingen det samme for første gang.

Foråret 2008 arrangerede Aarhus Fremad Atletik for første gang Egå Engsø Rundt, som hurtigt har udviklet sig til en løbebegivenhed i Århus-området. Anden gang løbet blev afholdt var der omkring 400 løbere til start.

2010´erne: Motionister, europamesterskab og børneatletik

De seneste år har Fremad fået mere bredde, skarp elite og tilbud til børn. En ting af gangen.

  • Inden for motionister har Fremad fået Fit holdet og lavet en sjov og målrettet træning, der får folk godt i form.
  • I mellemlang er flere herrer og kvinder for alvor begyndt at markere sig. Thorkild Sundstrup er flere år i træk blevet hurtigste dansker ved Copenhagen Maraton og blev i 2017 Europamester for veteraner på 10.000 meter. Helene Svane og Asger Dalsgaard har også haft så meget fart i stylterne, at de er blevet udtaget til Nordiske Mesterskaber og en generation af nye hurtigløbere er godt på vej. Jens Krogh slog for øvrigt danmarks rekord i 5000 meter under 50 år.
  • Børneatletiken er igen kommet til Fremad. Klubben har fået flere atletikdiscipliner tilbage og er nu ikke længere kun løbeklub, men har for børn også de øvrige atletikdiscipliner.

Denne tekst er skrevet af tidligere formand Filip Aalekjær Hansen og redigeret af Kåre Kildall Rysgaard

Kontakt

Bestyrelse snabel a aarhusfremad.com
Fremads Facebook-side

 

Sponsorer og samarbejdspartnere

Aarhus Motion
Skovbakken
Trimtex

Run, Forrest, Run!

Vi ses til træning!

Copyright 2023 © Forza Fremad