Trænerne i Fremad får formen frem

Trænerne i Fremad har både erfaring med mave og maratontider på 2.26. Mød trænerne og find et træningstilbud.

Uanset om du kæmper for at komme af med kiloerne eller drømmer om supertider, har Aarhus Fremad Atletik uddannede trænere, som kan hjælpe dig.  Fremad har træningstilbud flere gange om ugen og har både fællestræning, ungdomsatletik og herre- og kvindetræning.

Læs mere om trænerne herunder, og se mere om klubbens træningstilbud og hvordan du kan komme godt i gang på dette link. Aarhus Fremad har hjemme ved Riisvangen Stadion nær Risskov og  er klubben for hygge- og hurtigløbere. Du behøver altså ikke at være i super form, før du begynder i en løbeklub. Trænerne vil gerne sørge for, at du finder formen frem.

Jesper Tjørnild, træner for fællestræningen (Tlf. 30234528)

”Min kæreste kaldte mig en flodhest og havde en folder med om Aarhus Fremad Atletik og spurgte. Se hvad jeg har fundet til dig. Skal du ikke dyrke motion?” Sådan kom jeg i gang med at løbe.

Hele løbefilosofien i klubben har gjort, at jeg er blevet ved og i dag er træner. Vi har et fælles projekt, hvor vi kæmper sammen og har det sjovt sammen. Hvis det ikke var sjovt, kunne jeg lige så godt løbe alene. Det er jeg stadigvæk for dårlig til.

Det har betydet meget for min form at løbe. Tidligere drak jeg meget cola og bevægede mig lidt, så kondien var ikke god, da jeg begyndte. Men jeg oplevede hurtige fremskridt. I løbet af det første løbeår, kom jeg under 20 minutter på en fem kilometer og gik en buksestørrelse ned. Siden har en af de store løbeoplevelser været Himmelbjerg Løbet på 15 km, som var fantastisk hårdt. Hver gang jeg er til motionsløb, er det skønt at møde så mange glade løbere og motionister og mærke den indre kamp mod uret.

Mine succeskriterier for træningen i Fremad er, at alle kommer hjem og har haft det sjovt, men også har gennemført en træning, som er svær at gøre alene. Det kan være vanskeligt at motivere sig selv til ene mand at løbe op ad bakke eller dyrke interval. Det er lettere og sjovere at gøre sammen.

Nikolaj Bauer Andersen, træner på mellem-langdistance (Tlf. 2778 3563)

I april 2007 købte jeg et par løbesko og blev hurtigt glad for at løbe. Flere ting motiverer mig: Den daglige kontakt med naturen og at kunne mærke min krop. De rolige ture, hvor ens tanker kan komme på langfart, og de senere år er konkurrenceelementet begyndt at fylde mere. Samtidig er det socialt at løbe, og jeg har fået mange venskaber gennem løb.

En af mine største løbeoplevelser var Berlin Maraton i 2014. Det var en social tur, hvor jeg var afsted med gode venner, og den blev kronet med et resultat på 2.26. Det var en stor oplevelse at varme op med elitefeltet, og jeg fik et glimt af elegante Kebeke, Musai og amerikanske eliteløbere.

Som træner har jeg fokus på, at træningen skal være rummelig. Den skal tilpasses den enkeltes niveau, og der er typisk flere sværhedsgraden i træningen. Målet er, at flest muligt får en træning, der rammer deres niveau.

En vellykket træningsgang er, hvor man sammen med sine løbekammerater kommer gennem noget, som er udfordrende og måske hårdt – og bagefter føler, at man har udrettet noget sammen. Det kan være en flot vindstille dag, hvor vi nyder naturen. Eller det kan være pissekoldt og blæsende, og man opdager, at der frost på øjenvipperne. Det virker vanvittigt, men bagefter føler man, at man har gjort noget sammen, som gør et fællesskab.

Ulrik Torp Pedersen, kvindetræner, dinløbetræner.dk, (Tlf. 4035 7644)

Jeg begyndte at løbe i foråret 1983 i atletikklubben i Grindsted og har løbet lige siden. Løb giver en følelse af frihed, hjernen bliver klaret, og man mærker naturen. Samtidig nyder jeg at presse mig selv. Det kan være hårdt i nuet, men efter træningen har kroppen det godt.

Igennem årene har jeg løbet alle distancer fra 400 meter til 24 timers løb. En af de største løbeoplevelser var VM i halvmaraton i København i 2014, hvor der var vanvittigt mange deltagere. Et af mine årlige favoritløb er Nytårscuppen i Aarhus.

En god træningsgang i Fremad er, når mange er mødt frem. Der er tid til at snakke under opvarmningen og efter intervaller, hvor man kan fornemme, at alle kæmper og får noget ud af træningen. Jeg har fokus på at træningen skal være afvekslende, så man ikke løber de samme pas hver gang, men distancer og farten på intervallerne er forskellig. (Meget af træningen i Fremad er lagt an på intervaller, mens folk typisk løber de rolige ture alene eller med løbekammerater)

Som løber er kontinuritet afgørende. Det er ikke så vigtigt, at folk løber nøjagtigt den distance eller det tempo, som de har sat sig for. Det betyder mere at komme i løbeskoene gerne tre-fire gange om ugen. Samtidig er det vigtigt at variere farten, så man ikke løber for hurtigt på alle træningsture, men også har rolige pas, hvor farten kommer ned, og kroppen restituerer.

Peter Johansen, træner mellem/langdistance og børneatletik (Tlf. 4189 3234)

I 1990 begyndte jeg at løbe. Jeg har et konkurrencegen og har gennem årene haft som mål at forbedre mig. Målene har flyttet sig undervejs. Det er gået op. Og det er gået ned. Men når det går nedad, kan jeg heldigvis nyde skovene nær Aarhus, hvor der er det mest fantastiske løbeterræn og natur.

Nogle af mine bedste løbeoplevelser har været til konkurrencer i USA. Særligt husker jeg en 5 km i Austin, Texas. En fyr lagde ud i et meget højt tempo og i begyndelse lå også en professionel kvindelig triatlet foran. Men på de sidste kilometer, halede vi ind på løbere i front og den kvindelige triatlet overhalede. De sidste 800 meter lukkede jeg op for gasgrillen, hentede hende og løb i mål på førstepladsen. Det var fedt!

Jeg nyder det sociale fællesskab i Fremad, og efter træningen er det dejligt at komme hjem efter træning i Fremad, træde ud af bruseren og have følelsen af lethed. Så har jeg det mentalt godt.

Som træner er det skønt at motivere folk til at give den en skalde. Til børneatletik er det dejligt at opleve børnenes glæde og begejstring. Jeg har tidligere også været fodboldtræner, og det er sjovt at mærke, hvor lærenemme børn er. Når man gentager øvelser, forbedrer de sig hurtigt.

 

 

 

 

Kåre Kildall Rysgaard, træner, børneatletik (Tlf. 4232 0603)

Som barn var jeg begejstret for at røre mig: at løbe, kaste og springe. Som voksen kastede jeg mig især over løb. En af de store oplevelser fik jeg som 17 årig, da jeg debuterede i Copenhagen Maraton i tiden 2.52, og siden har jeg løbet Hamborg Maraton i 2.32. Det første maratonløb ligger dog stadig i baghovedet. Et par år tidligere var jeg blevet rygopereret, og det fascinerermig stadig, hvordan kroppen på magisk vis, kan blive stærkere og stærkere.

Den oplevelse vil jeg gerne give videre til børn. At børnene får selvtillid og selvsikkerhed, fordi de mærker, at deres krop kan mere, end de selv drømmer om. Og at de lærer at finde velvære i motion og dyster mod sig selv, mens de mærker venskabet med holdkammeraterne.

Siden 2005 har jeg været aktiv i Aarhus Fremad Atletik, og har en overgang været formand og deltaget i deverse trænerkurser. Jeg er far til Skjold og Anine, som også går til børneatletik. Jeg nyder atletiktræningen, hvor alle børn kaster sig ind i legene, og der både bliver grint og svedt.

Tilmelding

Egå Engsø rundt

Kontakt

Bestyrelse@aarhusfremad.com
Fremads Facebook-side

Træningstider

Mellem/lang: Tirsdag + torsdag klokken 17.15, lørdag klokken 10.15 fra Riisvangen.

FIT: Mandag + torsdag klokken 17.15 fra Riisvangen.

Børneatletik: Mandag + onsdag klokken 16.45-18.00, fredag klokken 16.30-18.00. 

Aarhus Fremad Atletik - Copyright 2017 © All Rights Reserved