
Rune: Kan du starte med at give en kort intro til hvem du er? Bare meget kort.
Jonas: Er det som løber, eller som person?
R: Som person.
J: Jamen jeg hedder Jonas Fusager og jeg er 43, snart 44 år gammel, og jeg har løbet i godt og vel 13-14 år tror jeg nok. Jeg har løbet længere, men jeg tror det er de sidste 13-14 år jeg vil kalde mig selv for løber.
R: Uden nævneværdige pauser i den tid?
J: Ja. Den har været ongoing, med forskellig fokus på konkurrencer her de sidste 4-5 år eller sådan noget. Sådan lidt mere målrettet kan man sige.
Ellers så er jeg jo bosiddende i den nordlige ende af byen, meget meget tæt på Vejlby stadion, så det er jo oplagt med træninger når vi nu får vores nye faste faciliteter.
Og jeg bor i et lille rækkehus i Vejlby, med min lille familie som består af Mette, og Lærke på snart 16 og Viktor på snart 12. Og Viktor løber i øvrigt også i Aarhus Fremad. Og ellers kan jeg fortælle at jeg er født og opvokset i Aarhus, og har nogenlunde stort set altid holdt mig inden for ringvejen, sådan i det store hele.
Og arbejder til dagligt med HR i et større pengeinstitut der hedder Sparekassen Kronjylland, og har arbejdet med HR-faget i de sidste 18 år tror jeg det bliver, i forskellige brancher og industrier.
Udover løb, familie og gode venner osv så er det god kaffe, det er bagværk, det er gode specialøl, det er rejser, festivaler, elsker musik, både med venner og familien osv. Som jeg plejer at sige, alle de gode ting i livet, dem dyrker jeg så godt som jeg nu kan.

R: Og lidt mere løbe specifikt. Hvilke distancer løber du, og hvad er din favorit distance?
J: Ja det er jo det, jeg løber jo fandme alt fra 800m til halvmarathon, og har gjort det i de sidste par år, og syntes egentligt at de forskellige distancer indeholder noget mega attraktivt og spændende også, hvor man kan udfordre sig selv og skubbe nogle grænser. Jeg vil sige at min favorit distance, det er og bliver 5 km/5000m.
R: Har du nogle pre-race ritualer, som du bare lige skal gøre hver gang for lige at få hovedet på plads?
J: Ja, det har jeg. Jeg ved ikke, om det er nogle deciderede ritualer, men der er sådan nogle ting der altid foregår. Altså fra 3 timer inden race-start og op til race, så starter jeg altid med noget havregryn med mælk og sukker, for at få fyldt op på tanken - og det er egentlig ligemeget om det er et halvmarathon eller en 800m jeg skal løbe. Og så har jeg også en lille redbull klar, og en halv banan. Og så er jeg jo begyndt at få sådan nogle, eller de seneste par år har jeg jo leget med sådan nogle forskellige, lidt mere visuelle addons til mit udtryk, hvor jeg nogen gange prøver at preppe mig selv med noget neglelak, gerne i Aarhus Fremads farver, og ekstra bling i form af store halskæder og øreringe osv.
R: Det kommer der også et spørgsmål om senere!
J: Haha ok. Men ellers så ikke sådan nogle ting hvor jeg SKAL gøre noget helt specifikt 4 sekunder før start..
R: Så du har ikke nogle særlige lykke sokker eller sådan noget?
J: Nej, det har jeg faktisk ikke.

R: Fair nok. Ja, hvad er dit bedste løbe minde, som ikke nødvendigvis behøver at være dit bedste resultat, men bare en god oplevelse du har haft?
J: Årh, det bedste løbe minde, dem er der godt nok mange af. Jamen det har faktisk været på nogle af de her udenlandsture hvor det har været fællesskabet og det sociale der faktisk har været mere i fokus end selve løbet. Jeg kan nævne at vi var i Berlin på et tidspunkt med den tidligere løbeklub RUNAAR, hvor vi var en kæmpe gruppe af sted, og det var.. Altså halvmaratonet gik sådan set fint, men det var alt det sociale rundt om, og at vi var ude og spise og tog i byen og hyggede os, det er nogle af de ture jeg husker bedst.
R: Hvad er et drømme løb/stævne, som du godt kunne tænke dig at løbe, hvis man lige piller OL og sådan noget fra?
J: Hmm, mit drømmestævne…
R: Ja eller bymarathon eller sådan noget.
J: Jeg kunne godt tænke mig at løbe i nogle af de store byer, men så er vi jo som regel ude i noget marathon, og det løber jeg jo ikke rigtigt. Ellers kunne det være New York eller London. Der er givetvis også noget halvmarathon. Jeg tror faktisk at det jeg kunne være ret tændt af lige nu er 10 km i Valencia, for den er flad og hurtig, og der bliver eddersparkeme slået nogle rekorder, og vi har bare ikke noget der er så fladt herhjemme på den distance.

R: Hvis du skal vælge en sang som virkelig kan få dig pumped up til at performe, hvad skulle det så være?
J: Øhhh ja… Øhhh, det er sku et godt spørgsmål. Jeg elsker musik, og alt musik, men sådan løbemæssigt må det gerne være noget med noget gang i, og der har vi jo Agostino.
R: Javel ja.. (Kender ikke Agostino)
J: Haha, det kunne være oplagt. Nu skal jeg lige se, hvad fanden er det den hedder… Finder og spiller sangen
R: Hold da op.. Nååå den, ja, selvfølgelig. Den kender jeg godt, kendte bare ikke kunstneren.. l’amour toujours…
J: Præcis.. Gigi D’Agostino… Sådan noget er altid godt, selvom det ikke er sådan noget jeg normalt lytter til, men løbemæssigt skal det bare være sådan noget!

R: Ja. Og så har vi snakket lidt om det, men dine næste løb/stævner?
J: Ja, der er faktisk en hel del. Jeg har skrevet det ned, for det er et stort program i år. DM Masters på 3000m, det er jo i morgen (02.02.25). Så er der half i Barcelona d. 16 februar. Klubmesterskab i cross i Aarhus Fremad kan man heller ikke gå glip af, det er 1. Marts. Så er der 5 km landevej i Odense d. 5 marts. DM10 d. 29 marts. Og så er der, ja måske kommer jeg også til at løbe det her 5 km landevej i Gentofte i slutningen af april. Måske 10000m for senior i slutningen af maj. Aarhus City half 5 juni, og så er der 5 km DM i forbindelse med DM ugen i Aalborg i slutningen af juni. Og så er der.. Det er jeg ikke sikker på jeg når pga sommerferien, men der er DM senior ude i slutningen af juli, og så er der DM masters i september.
R: Det er sku et tætpakket program.
J: Jeg tænker ikke nødvendigvis at jeg løber det hele, men det er nogle af de løb jeg har sigte på. Men jeg plejer jo at performe herfra ca nu og indtil april, så lad os nu se om jeg kommer til at løbe nogle af dem i sommerperioden.
R: Så du har ikke lige DM i halvmarathon i Kolding i sigte?
J: Nej.
R: Nej, fair nok. Så det sidste generelle spørgsmål, det er om dit civile liv, men det har du allerede dækket. Så er det tid til specifikke Fusager spørgsmål! Uha!
J: Fedt!
R: Her har jeg startet med at skrive RUNAAR, for det er jo noget du var med til at starte op for efterhånden mange år siden, og var lidt på forkant med hele det her sociale løbefællesskabsmiljø. Så hvordan kom det på fode og hvad inspirerede jer til at starte det op?
J: Æh, altså jeg var ikke en af grundlæggerne til det, eller til at starte det op, men jeg var en af de første til at deltage i det.
R: Ah, ok.
J: Så man kan sige, det startede i.. Jeg tror det startede i maj ‘14, og jeg var med første gang i juni eller juli ‘14. Så der var vi jo en 10 stykker der samledes, men det var 2 professionelle, eks-professionelle, håndboldspillere der startede det op. Og så, det var egentligt lidt sjovt, for jeg havde en kollega der hvor jeg arbejdede på daværende tidspunkt, som hed Kåre, og vi to gik og tumlede lidt med tanken om en halv ironman, det kom bare sådan ud af det blå at det kunne vi godt tænke os at gennemføre, men det betød jo at vi så skulle have gang i lidt træning, og så stødte vi på RUNAAR, de havde et opslag på Facebook kan jeg huske, at man bare kunne komme, at det var gratis og det ikke var en løbeklub og man kunne møde alle mulige andre mennesker og netværke og sådan noget. Så tænkte vi, at det prøver vi sku da at tage med til. Og siden vi kom der, den der sommerdag, den der mandag, som sagt var det i juni eller juli, så kom jeg der uge efter uge. Kåre der, min eks-kollega, han faldt så fra relativt hurtigt, men jeg blev ved med at komme for venskaberne, de voksede ret hurtigt. Der gik jo ikke ret mange måneder, så var der 200 løbere. Vi gik fra 10 til 200 løbere til hver træning, sådan helt voldsomt.

R: Jeg glemte egentlig et spørgsmål før, om din vej ind i løb og ind i fremad, det er nok også lidt vigtigt at få med..
J: Ja, min vej ind i løb og ind i Aarhus Fremad, det er jo faktisk ret interessant. For i løbefællesskabet RUNAAR, der var jeg med til at starte løbeklubben RUNAAR op på et tidspunkt, og det gjorde vi i ‘18 eller ‘19, og det var egentligt fordi jeg selv og Jacob Gade, Rune Bækgaard og nogle andre løbere, vi kunne godt tænke os at se om vi ikke kunne stille op til noget konkurrence, for det kunne vi jo ikke fordi vi ikke var en etableret forening, så vi startede en løbeklub, som blev optaget som forening. Æhm, og på et tidspunkt, jeg tror det har været, det har jo været omkring corona, så lukker alt det ned. Og vi lukker også løbeklubben osv. Jeg kan simpelthen ikke huske årsagen til at vi gjorde det. Men, det syntes jeg jo er ret ærgerligt på konkurrence fronten, for så har jeg jo i princippet ikke noget sted hvor jeg kan deltage i DM 10 km eksempelvis, og jeg har jo altid skelet lidt til Daniel Vestergaard, og Thorkild Sundstrup, og vidste at vi havde nogenlunde den samme alder, og de var godt løbende, og jeg tænkte at hvis jeg nu.. Nu boede vi jo herude, klubben lå lige ved siden af, og jeg tænkte at det var oplagt at komme ind og træne med gruppen og se om vi ikke kunne blive Danmarks bedste +40 klub sammen med de 2 andre, og det var faktisk sådan det startede. Og så har jeg været medlem siden marts ‘21.
R: Sådan. Som du selv siger, M40, du er ikke helt ung mere, og du har måske ikke så mange chancer for faktisk at vinde senior DM og sådan noget.
J: Nej..
R: Så hvad gør du for at presse dig selv så hårdt, og holde gejsten oppe og faktisk blive på det høje niveau du er på, når du ikke rigtigt har en chance for at vinde?
J: Ja, altså jeg tror egentlig man kan sige at min fordel er at jeg startede ret sent med at løbe. Både hastighedsmæssigt og skadesmæssigt osv og jeg tror faktisk også at det er en fordel at jeg ikke har været oppe på det der elite-elite niveau, for havde jeg været det, så tror jeg at jeg havde svært ved at affinde mig med de resultater jeg har på nuværende tidspunkt. Så jeg har jo egentlig kunne se at jeg over de sidste 3-4 år har kunne opretholde min performance, og det i sig selv er jo en progression når man har den alder jeg har. Så jeg tænker egentlig, at langt hen ad vejen så kan jeg virkeligt godt lide at være fysisk stærk og mentalt stærk, og det er det løb kan, når det fungerer. Det er jo selvfølgelig også en afhængighedsting, jeg kan jo ikke undvære det. Jeg bliver jo ligesom så mange andre der har løbet i noget tid, gnaven og underlig tilpas hvis jeg ikke har været ude og løbe en 2-3 dage, så jeg kan på mærkværdig vis sagtens finde gejsten, og jeg elsker faktisk at træne, jeg elsker at træne alene og jeg elsker at træne sammen med folk. Og jeg elsker også at konkurrere. Jeg tror egentlig at det er den der kombination af flere forskellige ting, det sociale, konkurrencen, og det at presse egne fysiske og mentale grænser.. Og så er det også det at løbe i en løbeklub, betyder at der er 4 forskellige årstider, og de 4 årstider kalder på forskellige discipliner indenfor løbegrenene. Og det synes jeg bare.. Den variation, den tænder mig bare helt vildt.

R: Så kan man sige, at lige der da du fyldte 40, i starten af din tid i Fremad, der jagtede du de her M40 rekorder, men det lykkedes ikke helt, det var også der du blev skadet osv. Er planen så at gå efter M45 rekorderne, eller hvad?
J: Ja, det er det. Det er det helt sikkert. Jeg kan godt huske hvad M45 rekorden er på 10 kilometeren, men jeg kan ikke huske hvad den er på for 5 kilometeren, men de to distancer, dem har jeg en klar forhåbning om at jeg skal tage næste år, i ‘26.
R: Sådan, fedt mand! Gode ambitioner! Du er lidt af en SoMe stjerne..
J: Haha!
R: .. du er meget aktiv på instagram, som nærmest den eneste af de elite aktive i Fremad, selvom du også er den ældste hehe. Øh, og du bruger det meget aktivt. Er der nogle særlige tanker om hvorfor du poster så meget på insta?
J: Det er et mega godt spørgsmål. Jeg har faktisk tænkt over det mange gange, og jeg synes også at jeg prøver at være bevidst om det. Først og fremmest så tror jeg på at grunden til at jeg har gjort det, over tid, og sådan som jeg har brugt instagram, det er jo fordi det giver mig noget motivation. Jeg kan jo for eksempel godt lide at skrive og lægge noget op på de sociale medier, for så stiller jeg mig også over for et pres. Og jeg kan egentlig godt lide at have nogle forventninger til mig selv. Jeg har ikke forventninger til alle mulige andre, og jeg har ikke nødvendigvis ambitioner om at jeg skal slå eller smadre alle mulige andre, jeg syntes klart at det er det sjoveste at skubbe egne grænse og se om jeg kan presse mig selv, hvad det angår, når jeg er et godt sted. Men jeg har selvfølgelig også haft nogle perioder hvor jeg har været udfordret ligesom alle mennesker har, hvor jeg har haft brug for en pause. Eller, og, hvor jeg egentlig også har skrevet at jeg.. Ja, jeg lavede på et tidspunkt et opslag hvor jeg skrev at jeg havde været stressramt i en periode. Og det var jo sådan hudløst ærligt kan man sige, der var jeg jo nede og ligge, og der kunne jeg ligeså godt have lagt mig under dynen og ladet vær med at fortælle omverdenen det, men det er jo også det der med at tage et ansvar og fortælle at de sociale medier er ikke kun et glansbillede. Øhm. Men uden at det bliver sådan noget.. Forstå mig ret, jeg er jo også meget bevidst om det skal heller ikke være sådan noget at folk går og har medlidenhed med mig, for det er jo også en balance det der. Så jeg bruger det faktisk, jeg kan se tilbage og se at jeg har brugt det meget forskelligt i virkeligheden. Jeg har også brugt det i forbindelse med at inspirere andre, og rigtigt mange har skrevet til mig at det er fedt at se at man kan få fuldtidsarbejde og familie og alt muligt andet til at gå op i en højere enhed og stadig konkurrere på et relativt højt plan. Men det de har kommenteret på er jo at det ikke er fanatisk, og at jeg ikke lægger alt muligt op om specialkost, vægt, og, altså.. Jeg drikker øl, spiser søde sager, spiser præcist hvad jeg har lyst til. Lever en relativt sund livsstil, men på ingen måde fanatisk. Og det er jo også det jeg tænker, at det også er vigtigt at signalere, at når man kan løbe, så kan jeg jo nærmest gøre hvad jeg vil med min krop, eller putte i min krop hvad jeg har lyst til. Fordi jeg løber, og på den måde holder jeg mig sund, og på den måde kører kredsløbet jo.

R: Det er sku gode perspektiver! Øh.. Hvor kom vi til.. Ja, det er faktisk en god segway ind til det her næste spørgsmål.. Er det svært at få hverdagen til at hænge sammen? Du har familielivet, du har fuldtidsarbejde, og du har det her eliteløb, hvor du også lægger ret mange kilometer om ugen. Kan det godt clashe lidt?
J: Det er jo en balance, og det er heller ikke en dans på roser alene. Det er svært. Jeg har lært at man kan komme langt med en struktur og en god selvdisciplin. Men jeg er jo ikke så naiv at jeg tænker at det ikke har nogle konsekvenser for min familie, for selvfølgelig har det det, også selvom jeg løber på så skæve tidspunkter som muligt, så det går mindst muligt ud over dem. Men det betyder, uanset hvordan man vender og drejer det, at der er mindre tid sammen med dem. Men omvendt så gør jeg alt hvad jeg kan, som sagt, for at lægge de her træninger tidligt om morgenen hvor de ikke er stået op endnu osv. Og så er jeg meget bevidst om, at når jeg så er sammen med dem, så håber jeg at jeg er en bedre version af mig selv. Det tror jeg på at jeg er. Jeg tror jeg får mere energi, og har mere energi af at løbe, når jeg så er sammen med dem, og jeg har heldigvis et relativt højt energi niveau, så det er ikke sådan et luften pludseligt går af ballonen, eller jo det kan den godt, jeg har også været presset og tingene har også været udfordrende i perioder, både arbejdsmæssigt, familiemæssigt, skadesmæssigt.. Det kan man ikke komme uden om, men grundlæggende er det sat så meget i system og struktur at tingene egentligt fungerer ret fint på alle de parametre der hedder familie, venner, arbejde og løb.
R: Stærkt. Så der er stadig opbakning fra konen og børnene?
J: Æh ja, de er ihvertfald ude og se mig konkurrere ind imellem, og det er der jo noget rart opbakning i, og jeg er mega glad for at de støtter op, men det er jo nok også et eller andet sted en accept af at det er sådan jeg er, og det nok er kommet for at blive indtil den dag jeg slet ikke kan løbe mere. Fordi der er som sagt også en masse gode ting i det. Jeg tror vitterligt, at det at løbe gør mig.. Det lyder så cliche-agtigt, men jeg tror virkelig, det gør at jeg er en bedre version af mig selv.

R: Mange bruger løb som en form for mental velvære, gør du også det?
J: Ja. Ja, men det gør jeg virkelig. Jeg løber jo, 80% af alle mine ture tror jeg, dem løber jeg faktisk på egen hånd, og det er min meditation, det er mit selv-fokus, og når jeg løber på egen hånd, så løber jeg stort set meget meget langsomt og roligt, og jeg løber meget meget ofte nede i skoven, for der slapper jeg af. Der hører man ikke bilerne, og man følger bare pulsen og pulsbevægelsen i kroppen, og der er ikke nødvendigvis noget der hedder pace, tempo, alle de der ting. Og så er det bare enormt lækkert at løbe i skovbunden, især når den er lidt blød og mudret. Nogle gange med musik, andre gange uden musik. Og jeg kan faktisk.. Hvis jeg hører musik, jamen så er det typisk noget meget roligt.. Noget klassisk musik. Det synes jeg virkelig, jeg kommer ned i gear på. Og enten eliminere jeg tankerne, eller så tænker jeg på noget helt andet end jeg normalt ville gøre, og får reflekteret over nogle ting som jeg får gavn af.

R: Det her med øreringe, neglelak, skæg osv som du har tendens til at bruge til races, øhm, ja, hvordan kom det til at være en ting, og hvordan har det udviklet sig?
J: Det er sjovt du siger det, for jeg tænkte her den anden dag, at jeg kan simpelthen ikke huske hvordan det opstod. Jeg tror simpelthen bare at jeg tænkte at på det tidspunkt hvor det ligesom begyndte, der var løbescenen, langdistance løbescenen, var lidt kedelig og konservativ. Du har jo sprinterne, du har springerne, som har gjort sådan lidt mere væsen ud af sig selv og sådan noget. Og jeg tror at jeg tænkte, at måske det er kommet sådan lidt i takt med det, og der er sket rigtigt meget på modefronten når vi snakker løb, at der er sådan nogle tendenser som er fulgt lidt med.. Sådan en som MEO (Martin Egebjerg-Olesen) for eksempelvis, som jo også har, jeg ved ikke hvor meget han har gjort på skæg fronten, måske lidt overskæg, men det er jo også med store smykker, tattoveringer og alt det der. Det der med at udtrykke sig, det bliver jo også bare generelt set mere udbredt også for os langdistanceløbere. Det startede egentlig bare, tror jeg, som en sjov gimmick med forskellige skægtyper, og det kunne kun se åndssvagt nok ud. Og så neglelak der repræsenterede klubben, det var jo også sådan lidt.. Altså jo mere larm vi kunne lave for Aarhus fremad, jo bedre ville det jo også være.
R: Helt sikkert. Nu ved man bare at Fusager, det er ham der kører med den lidt særprægede stil, og det er sku meget fedt!
J: Jeg syntes faktisk at.. Der var helt sikkert også nogle.. En hel del før mig, men der kommer en hel del, som gør noget lidt andet end bare at trække i et almindeligt løbe-suit.
R: Ja, det er sku fedt, der er lidt mere personlighed i det.

J: Ja, lige præcis, det er lige præcis.. Jeg tror faktisk at det her med.. Nu har jeg jo taget et hav af de her personlighedstests i forbindelse med arbejdet, og hvis der er noget jeg er, og altid bonger ud på, så er det rummelighed og diversitet. Jeg elsker når folk er anderledes. Jeg elsker når folk skiller sig ud. Og folk kan gå, og, de kan ikke gøre lige hvad de vil, men de kan gå i lige hvad de vil, og deres udtryk kan være fuldstændigt som de ønsker det. Og jeg synes sådan set bare, at det hele er fedt. Og jeg har tænkt sådan meget generelt over min alder, at bare fordi at jeg er over 40, hvorfor skal jeg så ikke kunne gå i de ting jeg har lyst til, selvom nogle måske tænker “hvad fanden laver den der gamle idiot, i det der alt for unge tøj? Det er jo sådan noget mine børn går i”, amen det er jo altså… Ja.. Så jeg har vitterligt ikke noget problem med det, og det giver mig sku også noget energi.
R: Så du er sådan lidt en trendsetter på løbescenen, og gør at andre måske også tør stå frem med hvem de er…
J: Det, ja, altså hvis det kunne være med til at inspirere nogle som måske holder inde på et eller andet, så ville jeg jo blive sindsygt glad. Men det er nok for ambitiøst at tænke det.
R: Nej, det skal jeg ikke kunne sige, men der er jo nogle der skal starte trenden, så det kan i hvert fald ikke skade at du gør det. Har du mange nerver op til races, og hvis ja, hvordan håndtere du så det?
J: Det er fandme nogle gode spørgsmål du har lavet der. Jamen, nerver har jeg.. Altså forstået på den måde altid, at jeg… Det betyder noget for mig når jeg stiller op til et løb, jeg har aldrig har et løb, hvor det ikke har betyder noget for mig. Og jeg har aldrig udgået af et løb, og jeg håber ved gud ikke at jeg kommer til det, så skal det være hvis jeg brækker foden eller sådan noget.. For det der med bare sådan at give op, og tænke “jeg når ikke min PR” og så bare liste ud til højre, det kommer jeg aldrig til at gøre. Så løb betyder noget for mig, og når ting betyder noget for en, og man så skal præstere, så kommer der jo typisk en lidt højere puls og nogle tanker på om “gad vide om jeg nu kan”, men jeg tror i virkeligheden at det er den der spændthed og glæde, kombineret med en smule nervøsitet, det er ikke sådan at jeg er decideret nervøs, men jeg får den der lidt højere puls og lidt svedige håndflader og sådan noget. Jeg er klar, jeg går i zonen tror jeg.
R: Så du kan godt sove natten før et stort race og sådan noget?
J: Ja, ej det har jeg ikke noget problem med. Det er typisk bare lige den der tid op til, et par timer op til.

R: Det er sku meget heldigt.
Konkurrencementalitet vs at have det sjovt, hvad er vigtigst for dig? Og bruger du det som en form for rollemodel overfor dine børn, nu har du jo nævnt at Viktor også løber?
J: Øh, konkurrencementalitet vs at have det sjovt.. Jamen jeg synes jo at konkurrence er sjovt. Jeg elsker at konkurrere, jeg har jo et konkurrencegen, men det er primært overfor mig selv. Det der med at skubbe grænser, og bliver bedre, og se hvor langt kan man egentligt drive det.. Jeg synes jo virkelig at det er sjovt, jeg plejer at sige at jeg virkeligt godt kan lide den der smerte der er i forbindelse med løbet eller et hårdt interval pas osv. Men jeg finder også glæden i de korte ture, og de helt rolige ture, hvor der ikke er fokus på noget som helst som hedder konkurrence, og hvor der er fokus på balance og at kigge indad. Jeg synes det er sjovt at løbe, jeg finder enormt meget glæde ved det. Selvfølgelig har jeg også dårlige dage, og selvfølgelig vågner jeg næsten hver morgen hvor jeg skal ud at løbe tidligt og tænker “Hvordan er det nu liiige jeg gør det her?”, men så går der 5 minutter og så er det jo overstået igen.
Og man kan sige, i forhold til forbillede for mine børn.. Jamen.. Jeg synes egentlig også at den er lidt svær, for jeg har det lidt ambivalent i det, for på den ene side så tænker jeg at der er noget forbilledligt i det, på den anden side så tænker jeg at de helst ikke må tro at man nødvendigvis skal være på et eliteplan, øh, være et sted, et godt sted, med en velfungerende familie og så også fungere godt og performe godt i en arbejdsmæssig sammenhæng, for det kan også hurtigt sætte et stort forventningspres til min børn. Så jeg har været meget bevidst om ikke at præge dem i en bestemt retning. Nu løber Viktor i Aarhus Fremad, men han har spillet fodbold før, og spillet basket, og så har han altid snakket om det der med at sprinte, og det var derfor han startede. Men det er ikke sådan at jeg sparker ham ud at løbe hver eneste dag. Han træner en gang om ugen, og så konkurrerer han engang imellem. Og han får også lov til at sige at “jeg har faktisk ikke lyst til at konkurrere”, fordi jeg har ikke nogen intentioner, og ved at der ikke kommer noget godt ud af det, hvis jeg siger til ham at “det skal du”, for han skal ikke presse sig selv, hvis han ikke syntes det er sjovt det der med at presse sig selv. Så jeg synes faktisk at det er en balance, for der er noget i at, især over for unge børn som jo sidder meget med skærmen og indenfor ved computeren, de skal sku ud og røre sig. Men det her er måske lige til den gode side også.
R: Ja, jeg tror egentligt at jeg tænkte lidt på den her perfekthedskultur der netop er blandt unge mennesker, at man bare skal vinde hele tiden og være den bedste, og der kan jeg nemlig huske, jeg tror det var i sommers, at du havde nævnt at Viktor havde løbet nogle stævner, og vundet, og var begyndt at blive høj på den følelse af at vinde, hvor du også gerne ville banke ham lidt ned så han ikke blev så fokuseret på altid at skulle vinde, men at nogle gange så taber man også, og det er også ok.
J: Ja, og faktisk noget af det jeg har fået allermest ud af, både mentalt men også i forhold til sporten, er at få tæv. Altså at få nogle tæsk på løbescenen, det er faktisk noget af det man lærer allermest af, og det er sundt at tabe. Man kan virkelig få rigtigt meget godt ud af at tabe. Og det skal helst ikke være som du siger, at mine børn skal tænke at det kun handler om at performe og vinde og alle de der ting. Jeg kommer jo også hjem og siger at "i dag blev jeg nummer 2, eller 3, eller 23 blandt alle sammen", men det er jo lige meget, jeg synes jo stadigvæk at det er noget af det fedeste.

R: Lige præcis. Så du går ikke ærgre dig hvis du ikke vinder et løb, eller sætter PR?
J: Nej. Det gjorde jeg meget i starten, men der er så mange spændende løb og så mange distancer, og jeg kender mig selv så godt, at selvom jeg skulle blive skadet, hvilket jeg med garanti bliver igen, så har jeg en ro og en tryghed i at jamen jeg skal nok komme tilbage. Og hvis jeg ikke kommer tilbage, så er der jo en årsag til det. Så er det jo noget andet, altså, så er det fordi at jeg ikke er motiveret til det mere, eller skaden gør at jeg simpelthen ikke kan løbe, og så må jeg jo så finde ud af hvad jeg så kan, cykle eller lave nogle andre ting, der kan give noget af det samme.
R: Godt perspektiv. Æh, yes. Er det fedt at tæske en masse unge knejter, både fra klubben og generelt?
J: Æh ja, det er faktisk.. Jeg ved ikke, om det er sådan decideret fedt, for det skal heller ikke.. Igen, det er jo også unge mennesker, og unge mennesker i 20erne kan også have det svært med ikke at performe, og tabe osv. Men jeg kan da godt synes at det er lidt sjovt alligevel, for jeg kunne være deres far, og de måske løber de her mange kilometer, og de bliver nok bedre, men lige nu ligger de nok og løber 20-30% mere end jeg gør. Så det at kunne vinde over de helt unge, det giver da noget selvtillid, det kan det da ikke undgå at gøre. Og jeg ved også at jeg har lavet et par opslag med det.
R: Det er også med at fejre succeserne! Jeg tror også det har en god effekt den anden vej, at de bliver mere motiverede til at træne hårdere, så man ikke bliver slået af sådan nogle gamle nisser. Men som du siger, alt med måde.
J: Lige præcis. Alt med måde. For der er altid en forside og en bagside ved tingene.

R: Så er vi faktisk kommet til det sidste spørgsmål. Du var jo med i Frontrunner, “Fast after forty med Jonas Fusager” for nogle år siden. Hvordan var det sådan at skulle stille sig frem og være “kendt”? Og har du fået noget respons på det?
J: Jae, sådan som jeg husker det, så var der da lidt respons på det, men ikke sådan at jeg tænkte at det kom til udtryk i en hel masse, hvor folk henvendte sig eller at jeg fik x antal nye følgere hverken på strava, instagram eller nogle steder. Det som folk nok syntes var det mest interessante var det der med hvordan kan du bevare motivationen som det ene, og som det andet, hvordan bliver du ikke skadet, når du har nået den alder? Det var nok det der var mest.. Og så var det jo bare hyggeligt jo.

R: Det var somsagt det sidste spørgsmål! Men har du et eller andet andet du gerne vil sige til sidst?
J: Æhm ja, jeg tror faktisk godt jeg kunne tænke mig at sige at jeg syntes at løbemiljøet og fællesskabet i Aarhus skal fortsætte den rejse det er på - det er faktisk ret vigtigt. Selvom det kan virke ligegyldigt og ikke så vigtigt i nogles øjne, det her Athlos fællesskab, men i min optik så gør det altså sammenholdet blandt de 3 klubber i Aarhus er blevet stærkere, og der bliver dannet løbegruppe og træningsgrupper på kryds og tværs, og folk der skal ud at rejse til forskellige udenlandske løb og så videre.. Der er nogle virkeligt voldsomme positive bølger og tendenser i det, på den Aarhusianske løbescene. Og det løbemiljø der er i Aarhus, det håber og tror jeg på er kommet for at blive, for det er jo det mest suveræne der måske nogensinde er set. Så det håber jeg fortsætter, samarbejdet imellem de 3 klubber, og måske blive endnu stærkere.
R: Mange tak for din deltagelse og uddybende svar!








